20/4/2018

Nye eksklusive huse i Bredballe med udsigt over Vejle fjord

– beliggenhed 5 med udsigt over Vejle Fjord
REKA Gruppen fra Varde står bag 31 eksklusive boliger, som skal opføres på en af Vejles smukkeste grunde i Bredballe. I respekt for naturen og en stærkt skrånende grund har arkitekterne tegnet huse, som er bygget ind i terrænet med udsigt over fjorden. Den store grund bliver åbnet op til glæde for naboer og området.
Naboerne bliver i dag inviteret til informationsmøde den 1. maj, så de kan høre mere om projektet.

Engang var det Olaf Haahrs mormor og morfar, der nød udsigten over fjorden og de skovklædte skrænter i Munkebjergskoven fra deres sommerhus på den 1,5 hektar store grund på Seligmannsvej i Bredballe. I fremtiden bliver det 31 familier, som kan glæde sig over en beliggenhed i kategori 5, hvis det havde været i tv-programmet ’Hammerslag’.

Det er REKA Gruppen, som i samarbejde med investeringsgruppen West-Coast Real Estate 3 står bag projektet og har købt den store grund samt fået tegnet de eksklusive huse, som skal opføres på grunden. REKA Gruppen har siden 1994 købt, udviklet og ledet ejendomsprojekter over hele landet.

”Vi er opmærksomme på, at projektet selvfølgelig har naboernes bevågenhed, og at de gerne vil vide mere om byggeprojektet. Derfor inviterer vi i dag sammen med Vejle Kommune alle naboerne til informationsmøde den 1. maj, så de kan høre mere om, hvordan projektet kommer til at forløbe. Vi er interesseret i at have et godt naboskab fra starten,” siger Jesper Kristensen,” direktør i REKA Gruppen.

Sjælden grund

”Det er meget sjældent at få mulighed for at købe en så unik grund. Grunden ligger midt i det attraktive Bredballe, her er panoramaudsigt til fjorden og bedste beliggenhed i forhold til solen, nærhed til Vejle og en fantastisk kuperet grund med alle muligheder for at skabe spændende huse, der passer ind i området” siger Jesper Kristensen. 

Boligerne skal primært opføres som dobbelthuse. Jesper Kristensen er sikker på, at det bliver stærkt eftertragtet at blive ny beboer på Seligmannsvej. Det oprindelige hus bliver fjernet og skal give plads til de nye huse, som bliver fra 130 til 160 kvadratmeter store. Husene er tegnet af WE Architecture.

”De nye huse vil appellere til mange, som drømmer om at bo i hus med en beliggenhed midt i naturen og med Vejle og fjorden helt tæt på. Vi oplever, at mange gerne vil eje et dejligt hus, men ønsker at være fri for at holde en stor have og et hus, som kræver meget vedligeholdelse. De ønsker og behov er tænkt ind i de nye huse,” siger projektudviklingschef Pelle Bach Bendtsen, REKA Gruppen.


Minimalistisk stil

Husene bliver i nordisk, minimalistisk stil og bygges ind i terrænet, så de udnytter den kuperede grund. Hermed får husene en flot udsigt ud over fjorden.

”Grunden giver optimale muligheder for at placere husene, så udsigten over fjorden kommer alle til gavn. Rent arkitektonisk har vi valgt en byggestil, så husene ikke tager magten fra naturen, men understreger de fine landskabsmæssige værdier. Derfor har vi bl.a. besluttet, at der kommer grøn bevoksning på taget,” forklarer Marc Jay fra WE Architecture.

Forud for byggeperioden ligger et stort arbejde med terrænet for at understrege det kuperede landskab yderligere. Grunden bliver åbnet op til glæde for naboerne og de kommende beboere. Byggeprojektet kan følges på: www.reka.dk hvor man også kan skrive sig på en interesseliste.

Første spadestik ventes i starten af 2019. Husene vil være klar til indflytning cirka et år efter.

Fakta

Børnehave / Vuggestue 2,6 km.
Skole 1,4 km.
Privatskole 4,1 km.
Gymnasium 5,6 km.
Storcenter 5,4 km.
Kulturcenter 1,3 km.
Indkøb (Rema 1000 og Fakta)  2,5 km.
Bageri 2,5 km.
Slagter 1,2 km.
Sportshal 1,4 km.
Nørreskoven og Dyrehaven 5,2 km.
Golfbane 13,2 km.
Strand, Tirsbæk 1,6 km.
Strand, Albuen 2,9 km.
Busterminal 0,45 km.
Motorvej E45 5,5 km.


Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til

Jesper Kristensen, direktør i REKA Gruppen, tlf.: 40 10 59 33, mail: jk@reka.dk

Vedhæftede tegninger kan frit benyttes:
De nye boliger i Bredballe skal opføres primært som dobbelthuse. Jesper Kristensen fra REKA Gruppen er sikker på, at det bliver stærkt eftertragtet at blive ny beboer på Seligmannsvej. De nye huse bliver fra 130 til 160 kvadratmeter.